mandag den 21. august 2017

Hoppe.Beer "Whiskey Tango Foxtrot"

August-November 2015 åbnede det lille ny bryggeri http://www.hoppe.beer/ i Solrød landsby, som laver nogle meget spændende øl, og det er bl.a. fadene der gør det spændende set med mine øje.

Om "Whiskey Tango Foxtrot" som jeg har smagt flere gange står der på hjemmesiden:
Gæret på bourbon whiskeygær og lagret i 4 måneder på egetræsfad. Det er recepten til en fantastisk smagende øl hvor røgmalt, bourbongær og egetræ går op i en højere enhedd.

Chefbrygger Frederik skriver også:
'Whiskey Tango Foxtrot' og 'one-off' øllen 'Woody Delight' er begge lagrede på egetræsfade. Fadene er lavet af fransk eg, de er brugte og har tidligere indeholdt rødvin.

Ud over at fungere som opbevaring af øllet, så afgiver fadet noter af det rødvin som de før har indeholdt, samt tanniner og vanilje. Ud over de smagsnuancer som tilføres øllet direkte fra træet, så betyder den langsomme iltning igennem det porøse eg, at øllet kan påtage en subtil vinøsitet som minder lidt om sherry.

Og "Whiskey Tango Foxtrot" er en rigtig god øl, med flere forskellige kvaliteter. Den kan bl.a. det at den er ganske god til kraftige franske oste, som ellers er noget jeg kun har mødt hos Westmalle og enkelt andre trappist-øl. På den måde kan den udfylde samme rolle som rødvin, uden i øvrigt at smage som rødvin - det er netopp en vinøs øl uden at være en "barley wine" (da den holder over 7% skal man dog alligevel ikke køre bil bagefter...).

Den balancerer også røgmalten meget fint. Jeg er ellers ikke meget for "rauchbier", men det er det nu heller ikke. Tværtimod får man den fine balance fra egetræet, som jeg også hos andre ales har fundet spiller rigtigt godt op mod "røgen".

Det eneste jeg egentlig kan sætte en finger på er at bourbon smagen nok havde været bedre hvis den kom fra egefade der havde været brugt til bourbon (hvis det overhovedet findes), eller også skulle brugen af bourbongær have været lidt mere dæmpet.

Jeg giver den 8 ud af 10, men overvejer da et ekstra point for navnet hvor "læseren" forsøges ledt på afveje med et billede af et dansende par, for ikke at afsløre den egentlige betydning af de tre bogstaver i det fonetiske alfabet...