Men ret beset er selv milen jo død - der er fugle og enkelte insekter, men ikke mange af nogen af delene og ingen planter eller svampe - for den naturinteresserede er der ikke meget at finde i selve milen.
Det er der derimod i området bag milen, altså det område der tidligere har været dækket af milen men hvor sandet er blæst væk igen på milens evige vandring.
Lige bag milen ligger de såkaldte milesøer som er et botanisk eldorado. Milesøerne er meget dynamiske og kan nogen år (som f.eks. i 2014) være helt udtørrede mens de andre år kan være helt op til 1m dybe. De fleste år er vanddybden dog varierende mellem 25cm og 50cm.
Længst mod vest - der hvor milen startede - finder man Råbjerg Stene, en helt afblæst stenslette bestående af de sten (og partikler) der var for tunge til at blive flyttet af vinden.
Og i mellem Råbjerg Mile med milesøerne og Råbjerg Stene finder man et udstrakt, fladt og barskt hedelandsklab med spredte fattigkær.
Her er masser af sjældne planter, sjældne fugle, særegne insekter og endda - midt i dette utroligt tørre landskab - pudsige svampe. Til trods for at jorden her er ekstremt næringsfattig finder man en utrolig mangfoldighed af liv fra næsten alle de store grupper af dyr, planter og svampe.
Kortet herunder viser min rute med samt numre for steder der kræver særlig omtale.
Nr. 1: Her kom jeg igennem en af de lidt ældre milesøer som også var helt udtørret, og det var det første sted jeg (til min store begejstring) fandt både liden ulvefod og soldug.
Herefter gik turen gennem virkelig tør hede og igennem nogle lave klitter langs med en sø der ikke var næringsfattig for der var en bred bræmme af tagrør.
Nr. 2: Her kom jeg forbi nogle flotte ensian
Nr. 3 er ved en karakteristisk høj klit som i virkeligheden er en stor gryde
Ved nr. 4 var der en rigtig spændende lille fugtig lavning - her voksede både liden ulvefod, soldug og klit-vintergrøn.
Nr. 6 er udløbet af den såkaldte Stenrende, en af mange lavninger med en lille bæk i bunden som løber ud på stranden. Med det meget varme og tørre vejr var der dog ikke meget vand i bækken. Interessant er dog at Råbjerg Stene ligger ca. 10m højere end stranden. Der er således en lille skrænt og hvis man er forsigtig kan man her finder rester af gammelt hedetørv - og det nederste er mange tusinde år gammelt.
Så gik turen tilbage, i starten af samme spor, men efter den høje klit af en sydligere rute.
Her kom jeg ind på et spor der gik igennem en fugtig område og ved Nr. 7 var der masser af både liden ulvefod, femradet ulvefod og mere soldug.
Og ved nr. 8 var der flere udtørrede milesøer - selvfølgelig med mere ulvefod og soldug, men også flere andre spændende planter og svampe, bl.a. nogle meget flotte orangerøde vokshatte.
